Mange tror, at det er bøvlet at skifte elselskab, men det kunne faktisk ikke være længere fra sandheden. Det er meget nemt at skifte elselskab som forbruger. Det hårde arbejde finder sted, når man skal vælge sit kommende elselskab - og det kan vi hjælpe med.
For så snart du har valgt et elselskab, tager det kun få minutter at give dem de informationer, de behøver. Herefter tager de sig af hele den videre proces. Det betyder også, at det er dem, der står for at afmelde din gamle aftale, og undervejs vil du ikke opleve problemer med strømmen. Den bliver leveret hele tiden.
Der er således ikke noget svært i at skifte elselskab. Det kræver dog et lille forarbejde, hvis du vil have mest mulig succes ud af dit skifte. Lad os dykke ned i processen.
Beregn dit elforbrug og find dine behov
Det er ikke helt ligegyldigt, hvor stort ens forbrug er. Elselskabernes prisaftaler er skruet sammen således, at nogle er mere fordelagtige ved stort forbrug end andre, mens andre er bedre ved et lavt forbrug. Et elselskab, der opererer uden tillægspriser, er for eksempel at foretrække hvis dit forbrug er stort.
Første skridt er således, at du undersøger hvad din husstands månedlige forbrug er på. Herefter kan du bruge vores sammenligningsmodel med udgangspunkt i det forbrug, du har brug for. Så ser du helt gennemsigtigt din pris hos elselskaberne - og så kan du regne meget præcist i hvad du kan spare.
Du bør også gøre det klart, om du vil have aconto-regninger eller forbrugsregninger. Hvis du er typen, der ønsker at kende din præcise udgift forbundet med elregningen, så anbefaler vi forbrugsafregnet.
Sammenlign elselskaber og få den bedste elpris
Når du kender dit forbrug, kan du for alvor gå i gang med at undersøge markedet. Vi har gjort det nemt ved at opliste alle elselskabernes udgifter nemt og gennemskueligt. Dermed kan du altid se, hvad du skal betale hos det enkelte elselskab.
Vi mener selv, at vores pristabel er meget overskuelig. Det billigste selskab står øverst, og så sorteres de ellers efter deres årlige pris. Prisen er naturligvis ikke den eneste faktor hos et elselskab, men vi har bevidst fravalgt nogle elselskaber, som vi vurderer ikke er troværdige. Andre har vi ikke aftaler med. Vi gennemgår jævnligt listen for at vurdere om elselskaberne lever op til forventet standard.
Sådan skifter du elselskab med en ny aftale
Når du har valgt elselskab, skal du indgå en aftale med elselskabet. Udfyld de forskellige oplysninger og underskriv den nye aftale, og så skal du ellers ikke gøre mere lige her og nu. Dit kommende elselskab tager sig herefter af resten, og du skal bare nyde at du slipper billigere for din strøm. Det er for tosset at betale for meget, når det nu er samme produkt du får igennem stikkontakten, uanset hvilket elselskab, du har.
Det endelige skift til det nye elselskab tager typisk mellem 14-30 dage alt efter din nuværende situation. Ifølge Elleveringsbekendtgørelsens § 8, "skal skift af elhandelsvirksomhed foretages senest tre uger efter datoen for elkundens anmodning om skifte," hvis du som kunde altså har anmodet om det.
Du skal dog være opmærksom på, at hvis du skifter væk fra et elselskab, der bruger kvartals-aconto, kan du potentielt ende med at skulle betale for det kommende kvartal i første omgang. Det vil senere blive modregnet, men for en periode vil du have dine penge ude og svømme hos et elselskab.
Tjek din elregning og undgå overraskelser
For god ordens skyld anbefaler vi, at du tjekker den første regning, du modtager fra dit nye elselskab. Lever den op til det forventede? Brug eventuelt vores store guide om elregninger til at blive klogere på din elregning.
Hvis du oplever, at din elregning adskiller sig fra det forventede - eller hvis du bare har et ønske om at forstå din elregning - så kan du altid kontakte os. Vi vil gerne hjælpe dig med at kigge på din elregning. Vi er også interesserede i at vores prisoversigt viser de faktuelle priser fra elselskaberne.