Altid Energi er et dansk elselskab, der opererer med en erklæret ambition om at forenkle elmarkedet for private forbrugere. Selskabet er en del af serieiværksætteren Werner Valeurs portefølje, hvilket afspejler sig i en udpræget digital profil og en direkte kommunikationsform.
Fokus ligger på at fjerne kompleksitet gennem gennemsigtige prisstrukturer og brugervenlige løsninger, der gør det muligt for kunden at følge sit forbrug tæt. Fremfor at konkurrere på komplekse tillægsydelser, positionerer Altid Energi sig som et strømlinet alternativ til de traditionelle energiselskaber, hvor målet er at gøre elaftalen så letforståelig og vedligeholdelsesfri som muligt for slutbrugeren.
Sådan får Altid Energi 4,40
Om vores metode- Pris og gennemsigtighed 35 % 4,50 +1,58
- Troværdighed 35 % 4,50 +1,58
- Kundeservice 20 % 4,00 +0,80
- Brugervenlighed 10 % 4,50 +0,45
- Samlet karakter 4,40
Det er godt
- Meget gennemsigtige i deres prissætning
- For langt de fleste har de en simpel, billig elaftale
- Ærlig og troværdig kundesupport med skarp kommunikation
Det kan være bedre
- Du betaler mere, hvis dit forbrug overstiger 5.000 kWh årligt
- Kundesupport har begrænsede åbningstider
- Afregning
- Aconto Du betaler forud efter et skøn
- Aktive elaftaler
- 1 Se dem under Priser
Pris og gennemsigtighed
Vægter 35 % af den samlede karakter
Altid Energi har markedsført sig på at være meget gennemsigtige i deres priser. Den mission lykkedes de med: De skilter meget tydeligt med deres priser på deres hjemmeside, og en gennemgang af deres elaftale viser, at den står mål med det, de lover.
De opkræver en månedlig abbonnementspris. Der er ingen tillæg til spotpriser eller skjulte gebyrer, men kun én, fast månedlig udgift til elselskabet.
Prisen er ganske konkurrencedygtig. Faktisk er elselskabet blandt de billigste, så længe dit forbrug ikke er meget højt. Altid Energi benytter sig af en pristrappe. Op til et årligt forbrug på 5.000 kWh betaler du blot 18 kroner månedligt. Stiger dit forbrug til mellem 5.000-8.000 kWh, stiger prisen 38 kroner om måneden. Har du et forbrug på 8.000-12.000 kWh hedder det 58 kroner om måneden, mens et forbrug herover lyder på 98 kroner om måneden.
Hvis du har et forventet forbrug på mere end 20.000 kWh om året, koster hver ekstra 5.000 kWh årligt i forventet forbrug 29 kr. ekstra pr. md.
Med andre ord: Jo lavere dit forbrug er, jo bedre er det. For de fleste kan Altid Energi betale sig, men hvis du har et hus, der opvarmes af el eller et stort hus, er det næppe den billigste løsning.
Karakteren er beregnet ud fra selskabets elaftaler ved seks forskellige årsforbrug. Justering: +0,10 for høj gennemsigtighed.
Troværdighed
Vægter 35 % af den samlede karakter
Overordnet set har Altid Energi et godt ry hos kunderne med en nuværende Trustpilot-vurdering på 4,5. Det resulterer i en vurdering på 4,5 her i vores system. Generelt har Altid Energi formået at få brandet sig selv om et troværdigt elselskab, der vil problemerne ved branchen til livs.
Det er i sig selv ganske imponerende i en branche, der ellers ikke har den store troværdighed hos deres kunder.
De fleste klager på Trustpilot går på at enkelte kunder raser over Altid Energis brug af ordet "gebyrfri" samtidigt med at de har et abbonnement. De er meget klare i deres kommunikation om at de henviser til forskellige, skjulte gebyrer samt spottilæg. Dem har de ingen af.
Andre kunder er irriteret over aconto-betalingerne. Vi foretrækker også forbrugsafregnede regninger, men de fleste elselskaber kører med acontoregninger.
Generelt har Altid Energi et ganske godt ry hos kunderne.
Kundeservice
Vægter 20 % af den samlede karakter
Altid Energi har en ganske solid kundeservice. Det har de blandt andet, fordi de er meget præcise i deres kommunikation, og de svarer altid meget reelt på henvendelser.
På Trustpilot fremhæver flere kunder deres gode og præcise kommunikation, og det er også kun vores oplevelse, at de er skarpe i kommunikationen.
Man kan ringe ind til elselskabet mellem mandag til fredag fra klokken 9:00 til 15:30.
Brugervenlighed
Vægter 10 % af den samlede karakter
Brugervenlighed handler om hvorvidt det er nemt at navigere rundt på hjemmeside, se deres forbrug og lignende. I den henseende er der ikke fundet nogle bekymringer i forhold til Altid Energi.
De har tidligere fået en henvendelse fra Forsyningstilsynet om at deres regninger manglede nogle formaliteter. Det har de siden ændret, og i vores vurdering er det ikke vitale informationer for dig som forbruger.
Deres regninger er ellers meget gennemskuelige, dog med den undtagelse af at det er aconto-regninger: Her vurderer elselskabet hvad dit kommende elforbrug vil være. Det er altid forbundet med et gætværk, og det skader i sidste ende brugervenligheden. Også selvom de fleste elselskaber bruger aconto-regninger. Altid Energi virker dog meget rimelige i deres aconto-regninger. Generelt er det et elselskab, der fremstår meget troværdige.
Samlet vurdering af Altid Energi
Samlet set er der ingen tvivl om at Altid Energi er et godt elselskab, særligt hvis du har en husstand, hvor forbruget er under 5000 kWh årligt. Hvis dit elforbrug er større, skal du måske kigge mod et andet elselskab, hvis den vigtigste parameter for dig er prisen.
Altid Energi slår sig stort op på at være gennemsigtige og gennemskuelige. Deres markedsføring er stort set to ældre mænd, der cykler rundt i landet uden en trevl på kroppen. Samtidigt er de heller ikke blege for at lange ud efter konkurrenterne. Det giver næppe mange venner i branchen, men mon ikke Altid Energi er ligeglade: Målet er at få så mange kunder som muligt.
Aktuelle elaftaler fra Altid Energi
Alle aktive aftaler. Tillægget kommer oven i spotprisen.
Sammenlign Altid Energi med andre elselskaber
Se priser ved dit forbrug, fordele og ulemper side om side.
Altid Energi vs OKAltid Energi er 372 kr. billigere ved 4.000 kWh
Altid Energi vs NRGiAltid Energi er 492 kr. billigere ved 4.000 kWh
Altid Energi vs Andel EnergiAltid Energi er 607 kr. billigere ved 4.000 kWh
Altid Energi vs NorlysAltid Energi er 520 kr. billigere ved 4.000 kWh
Sådan vurderer vi elselskaber
Alle selskaber bliver vurderet efter de samme fire punkter. Ingen kan betale sig til en bedre karakter.
- Pris og gennemsigtighed 35 %
- Beregnet ud fra selskabets egne elaftaler ved seks forskellige årsforbrug. Plus for tydelige priser og forbrugsafregning.
- Troværdighed 35 %
- Trustpilot, sager hos Forbrugerombudsmanden og om selskabet overholder reglerne. Plus for høj kundetilfredshed i EPSI's årlige måling.
- Kundeservice 20 %
- Svartider, åbningstider, telefon og chat, og hvor god hjælp kunderne får.
- Brugervenlighed 10 %
- App, selvbetjening og hvor nemt det er at blive kunde.
Alt om Altid Energi
Siden Altid Energi blev stiftet i 2024, har de fulgt én enkel idé: Elselskabet skal ikke tjene penge på din strøm. Det lyder som noget, et marketingbureau har fundet på, og det er det for så vidt også. Folkene bag har mere baggrund i marketing end i energi. Men idéen holder, når man læser elaftalen igennem, og det er mere, end man kan sige om mange andre i branchen.
Hvem står bag?
Altid Energi ApS ligger i Nordhavn. Direktøren er Michael Sørensen, der kommer fra finanssektoren og konsulentbranchen. Ved siden af ham står Werner Valeur, en af landets mest kendte serieiværksættere. Det er Valeur, du kender fra reklamerne. Og ja, han cykler rundt uden tøj på.
Det er et lille selskab med et stort mediebudget. Det skal man ikke holde imod dem, men man skal vide det. Når Altid Energi fylder meget i dit feed, skyldes det ikke kun, at de er gode. Det skyldes også, at de betaler for at være der.
Er Altid Energi det billigste elselskab?
Altid Energi er blandt de billigste elselskaber, hvis du bruger under 5.000 kWh om året. Bruger du meget mere, kan andre selskaber være billigere.
Lad os sige, at du bruger 4.000 kWh om året, hvilket er helt almindeligt for en familie i et rækkehus. Hos Altid Energi koster det 216 kroner om året at være kunde. Forestil dig nu et selskab med et abonnement på 29 kroner og et spottillæg på 5 øre. Det lyder ikke af meget, men det bliver 548 kroner om året. Forskellen er over 300 kroner, og du har ikke fået noget ekstra for dem.
Vend det om. Bruger du 9.000 kWh, fordi du har varmepumpe og elbil, betaler du 696 kroner om året hos Altid Energi. Et selskab uden abonnement og med et tillæg på 7 øre koster dig 630 kroner. Så er Altid Energi pludselig ikke længere billigst.
Altid Energi er altså bygget til det gennemsnitlige danske hjem. Ligger du langt over gennemsnittet, skal du regne efter.
Striden om "gebyrfri"
Altid Energi kalder sig "dit gebyrfri elselskab", og det har givet dem en del kritik, især på Trustpilot. Argumentet er, at man ikke kan kalde sig gebyrfri, når man opkræver et abonnement hver måned.
Men når Altid Energi siger gebyrfri, mener de, at der ikke er nogen tillæg på strømmen og ingen handelsomkostninger, betalingsgebyrer eller andre småbeløb, der sniger sig ind på regningen. Abonnementet er prisen for at være kunde, og det skjuler de ikke.
Har Altid Energi binding?
Nej. Der er ingen binding og intet oprettelsesgebyr hos Altid Energi, så du kan skifte væk, når du vil.
Hvordan fungerer betalingen hos Altid Energi?
Altid Energi opkræver aconto, altså én måned forud ud fra et skøn over dit forbrug. Bagefter bliver det reguleret, og regningen kommer den 15. i den efterfølgende måned. Det er kortere end hos mange konkurrenter, som tager tre måneder forud. Alligevel er det et gæt, og gæt kan ramme ved siden af. Især om vinteren, hvor forbruget stiger. Vi foretrækker forbrugsafregning, hvor du kun betaler for det, du faktisk har brugt.
Bør du skifte til Altid Energi?
Hvis du bruger under 5.000 kWh om året og bare vil have en elaftale, du ikke skal tænke på igen, så ja. Det er præcis den kunde, Altid Energi er bygget til. Der er ingen binding, så fortryder du, kan du bare gå igen.
Bruger du mere, så tag dit årsforbrug fra din seneste årsopgørelse og sammenlign med et par selskaber med lavt spottillæg. Det tager fem minutter, og det kan være flere hundrede kroner værd.

